Jeg er autodidakt skulptør. Jeg startede med at lave lidt forskelligt brugskunst i keramik og tegnede lidt croquis. Da vi en dag prøvede at lave croquis modellen i ler, var jeg solgt. Det var figurer og ikke krukker og vaser, jeg ville lave. Efter at have lavet nogle figurer efter model, kastede jeg mig ud i at lave figurer uden model. 

Jeg arbejder mest med stentøjsler men er dog nu så småt begyndt at forsøge mig med paper clay. Det er blandt andet fortrinligt til relieffer.

Jeg kan godt lide at arbejde med temaer. Mit første tema var en serie med 2 der elsker hinanden, som jeg havde med på min første udstilling, som var i 2008 på Galleri Bagatel i Herstedøster. Det gik forrygende godt. Jeg fik solgt 3 ud af 10 emner. 

Min næste serie har temaet moder jord og de er noget større og mere abstrakte end den første serie. En del af dem har jeg også haft udstillet på Galleri Bagatel i 2012.  

Henover årsskiftet 2012/2013 udstillede jeg resten af mine par, hele min nye serie med moder jord samt lidt andet hos Galleri Dolone i Rørholmsgade.

Vores svigerdatters graviditet gav mig inspiration til at lave unika figurer af gravide kvinder efter model. Disse figurer udstiller jeg naturligvis ikke. De er alle i privat eje. Men jeg kan selvfølgelig kontaktes, hvis man er interesseret i at blive moddelleret under graviditeten.